Kildehuset

Kalender

KILDEHUSET er en integreret 0-6 års institution. Vi bor i charmerende, utraditionelle fysiske rammer, nær skov, sø og smuk natur. Vores nærmeste nabo er en skulpturpark, og med kun få minutters gang til Farum Sø kan vi bogstaveligt talt røre ved både kulturen og naturen i dagligdagen. Her er vores tilsynsrapport.

Årets gang


Fastelavn
Vi laver fastelavnspynt, pynter huset og holder fastelavnsfest, hvor vi klæder os ud og slår "katten af tønden". Engblommen og Nøkkerosen slår "katten af tønden" inde i Kildehuset og Riddersporen gør det udenfor. Om eftermiddagen er der fastelavnsboller til alle.

Påske
Vi laver påsketing og pynter huset. Inden påske holder vi påskefrokost, og måske har påskehønen lagt æg et sted - ude eller inde.

Arbejdslørdag
Vi har et skønt hus med en dejlig legeplads og det vil vi gerne blive ved med at have. Derfor mødes alle forældre og lidt personale nogle timer for at forbedre og vedligeholde vores hus og legeplads. Samtidig har vi hyggeligt samvær og lærer hinanden at kende.

Planteeftermiddag - Tag evt. en voksen med-dag : )
Denne dag er der mulighed for, at børnene kan tage en blomst/plante med til vores have og vi planter dem så i fællesskab. Vi åbner også vores dør/låge for bedsteforældre eller andre voksnevenner til børnene, der denne dag kan komme i vuggestue/børnehave og hjælpe børnene med at plante, få en kop kaffe og lege med børnene.

Kildehusets fødselsdag
Den 15. maj 1996 blev der holdt officiel indvielse af Kildehuset. Det fejrer vi hvert år - enten på selve dagen eller en anden dag i maj.

Sommerfest
Hver år holdes en dejlig sommerfest, hvor vi hygger, leger, taler, griner og spiser sammen. Traditionen tro er det jer forældre der medbringer maden til den fælles buffet/kagebord.

Oplevelsesdag/aftenfest - for de kommende skolebørn
Sidst på efteråret holder vi en oplevelsesdag for de kommende skolebørn i Kildehuset. Vi tager på en heldagstur og kommer først tilbage til Kildehuset når alle andre er gået hjem. I Kildehuset laver vi mad sammen og fester. De mindre børn i Riddersporen pynter huset op til festen.

Jul/julefest
Hele huset laver juleting og pynter huset op. Nogle børn laver små hemmeligheder, som børnene får med hjem inden jul. Vi synger julesange og måske kigger julemanden også forbi......
En dag i december inviterer vi børn, forældre og søskende til at komme og julehygge. Børnene fra Riddersporen laver Luciaoptog og derefter får vi æbleskiver og glögg.

Børnefødselsdage
Vi fejrer fødselsdag for alle børn i Kildehuset. Flaget bliver hejst og vi holder fælles samling, hvor vi synger fødselsdagssang. Man kan også invitere børnene fra stuen hjem til sig selv for at fejre dagen.

Skovprojekt
Riddersporen har hvert år skovprojekt i løbet af foråret og i løbet af efteråret . Vi opholder os i skovene i nærområdet hver dag - nogle gange 14 dage eller en hel måned. Vi udforsker naturen og følger med i det skiftende vejr og de skiftende årstider.